Fra Årsskriftet 2001
4
år som elev i Glumsø Bank
-filial af banken for Ringsted og Omegn
Af Poul Høst
På opfordring skal jeg her fortælle
om min tid som elev i Glumsø Bank fra 1. februar 1948 til 1. maj 1952.
Det var ikke lyst og interesse som fik mig i banklære, men tilfældigheder og det faktum, at vi boede til leje i bankens ejendom Storegade
5, at filialbestyrer Carl Aage Nielsen også kaldet Sax, var meget ivrig lystfisker som jeg selv og der var flere i banken, som var lige så tossede med fiskeri. Det bedste af det hele var, at jeg var den lykkelige ejer af en 14 fods jolle i Bavelse
sø. Så var vejen åben for en elevplads. Jeg fik aldrig min realeksamen, fordi jeg skulle tiltræde 1. februar. Grethe Sømark Hansen var udlært og skulle snart giftes og rejse fra Glumsø. Det var Grethe som skulle
lære mig det, der var nødvendigt i løbet af et par måneder, hvorefter mandskabet igen var nede på to.
Det har nok været en fatal fejl at anbringe mig i en bank, men min generation gjorde
hvad vi fik besked på, og det blev da til 44 år i branchen.
Der var dengang en enorm prestige i at være bankmand, når jeg siger mand, så var det mænd der hovedsageligt var i pengeinstitutterne
dengang. De kvinder der var der var få, og de blev sjældent ret længe. I dag er det fuldstændig omvendt.
Nå, men Grethe blev min læremester. Jeg skulle passe kakkelovn, komme blæk
i blækhusene, sværte stempelpuder, lægge vekseladvis på en meget speciel maskine, klistre frimærker på, løbe på posthuset og hvad man nu turde sætte sådan én som mig til.
Engang smækkede jeg kakkelovnslågen i panden på Grethe som stod bukket over en kartoteksskuffe ved siden af kakkelovnen. En anden gang væltede den violette stempelfarve ned fra de høje skråpulte med
messinggelænder, men desværre nåede Grethe ikke at bringe sig i sikkerhed. Hendes kyllinggule angorrabluse, som dækkede hendes meget nydelige barm, opfangede det violette stads, som jeg garanterer for er 100 % farveægte, og lader
sig ikke fjerne af nogen som helst rensevædske. Jeg var ikke god, og min skrift var forfærdelig, så jeg prøvede at gå til skrivning hos en ny meget moderne lærer. Det har vel hjulpet lidt, thi dengang foregik alt pr. håndkraft.
Sådan en ting som en regnemaskine fandtes ikke før efter jeg havde været der et par år. Det var en skrivemaskine til fælles brug. Det var en Olivetti rejseskrivemaskine. Jeg husker ikke om det var Grethe eller mig der rev den
på gulvet fra den høje pult, men den kom sig aldrig rigtig oven på det på trods af en omfattende reparation.
En fordel havde vi dengang, hvis der var strømafbrydelse, for så blev vi
ikke berørt, thi der stod altid stearinlys på de rigtige steder, så kunderne blev ekspederet uden ophør.
Sådan et banklokale var jo ikke et sted man lige kom masende ind i. Der var en højtidelig
stemning, egetræsmøblement med hestehårsbetræk, egetræsvindfang, hvor kunder, som måtte gå med træsko pænt stillede dem og bankede på inden man kom ind i ekspeditionslokalet. Kunden kom hen til egetræsskranken
med sit ærinde. Var det en bankbog, skulle eleven lave et bilag, om det nu var ud eller ind, føre kontonummer og beløb ind i en kladde, tage fat i en mægtig protokol med løsblade, finde kontoen, tage bankbogen og kontrollere
om den var ajour. Var der nu renter som skulle tilskrives, så i med rentestemplet, indføre beløbet, se efter om det stemte og derefter den nye postering. Når det var overstået, skrev man sit navn i bogen, gav den til Nielsen,
som kontrollerede bog og bilag, modtog eller gav kontanter til kunden og satte bilag på søm. Sådan!
Fra jeg kom i lære, er der stadig én ting i frisk erindring. Pengeombytningen i 1945. Dengang
var folk sparsommelige og der var ikke meget at købe, så tro mig, de der var blevet knaldet, sparede igen. Der var pengerigelighed og der blev ikke investeret. Så vidt jeg husker, stod 4 % kreditforenings-obligationer i kurs 105. Vi gav
vel 2 % i rente af indlån i større mængder.
Der var ikke mange kunder, som lånte mange penge, men en masse som lånte meget små beløb på veksler. Det var en meget god forretning
for banken. Forbrugsgoder som cykler, møbler og radioer blev som regel finansieret med veksler. Det var meget dyrt for de arme mennesker, som ikke havde nogen stor indkomst og meget ustabile ansættelsesforhold.
Noget
af det værste jeg husker var en mere end overforfalden veksel. Acceptanten var en landarbejder på Næsbyholm og boede i et af Aahusene. Jeg blev sendt afsted på cykel for at inddrive vores tilgodehavende. Der var to huse med to
lejligheder, beregnet på medarbejdere på Næsbyholm. Jeg kom til husene ved fem, halv-seks tiden. Der var ingen voksne hjemme nogen steder. Men en farlig masse børn. Ved forespørgsel finder jeg den rette bolig og går ind
og finder nogle stykker småbørn uden mange klæder på. Der var kummer og armod overalt, men der stod en mahogni-radiogrammofon med akkumulatordrift, thi der var ikke indlagt el dengang. Jeg spurgte til forældrene, men moderen
var på gården for at malke og faderen var ikke kommet hjem. Ham traf jeg på hjemvejen. Han havde siddet og drukket hos ”Osten” (købmanden) i Næsby Vrå. Ak ja, men sådan var det vel dengang. Konerne skulle
være på mærkerne for at få fat på lønnen før end den gik til på kroen.
Ekspeditionstiden i banken dengang var 9-12 og 14-16. lørdag kun 9-12. Der var meget stille
i Glumsø når der blev holdt siesta, dengang alle sov til middag. Ekspeditionstiden var dog ikke lig med arbejdstiden. Mødetid var en halv time før åbningstid og hjemgang var, når kassen og bogholderiet stemte. Det kunne
give nogle lange dage ind imellem.
Derudover var der så overarbejde i forbindelse med rentetilskrivning, på folio og kassekreditter 4 gange årligt. Indlån og udlån halvårligt.
Til nytår var det den helt store tur. Filialen var selvstændig bogførende. Bankbestyreren var ud over sin faste løn aflønnet med tantieme af det overskud hans filial kunne give. Det var en gulerod som filialbestyreren
gik efter. Der var virkelig konkurrence de forskellige bestyrere imellem. Sådan en ting som tab og afskrivning på fordringer var ikke noget som hørte hverdagen til, som i dag. Men moralen og tiden var anderledes, røverier var et aldeles
ukendt begreb.
Ej heller ikke dækningsløse checks. I det hele taget var danskerne mere hæderlige og ansvarsbevidste. Én af vore meget gode kunder ”Slagter Harald” fortalte, at han sidst
på dagen var løbet tør for kontanter. Han havde købt et par kreaturer hos en ældre bonde i Regerup og skulle af med ca. 1000 kroner, nå men Harald Andreasen havde da checkheftet på sig og udstedte så en check
på beløbet. Bonden kiggede på dette stykke papir og sagde til Harald: ” Jamen Harald, jeg kender dig jo, du kan da vente med at betale mig, til du har pengene!” Harald kunne ikke gøre manden begribelig at den check
var lige så god som Nationalbankens sedler. Så i fremtiden måtte Harald have en elastik om tegnebogen, indtil det blev mere almindelig med brugen af checks.
Udover almindelige bankforretninger solgte vi
også stempelmærker. Det var ellers noget man kun kunne købe på dommerkontoret eller hos autoriserede stempelpapirforhandlere. Men vi havde en pæn beholdning af stempelmærker, fordi vi selv forsynede vores veksler med stempelmærker,
da vi jo ikke havde et dommerkonter lige indenfor rækkevidde. Der var rimelig god afsætning. Det var ren service og det var særlig til huslejekontrakter der var god afsætning. En dag kom en ældre dame ind i det ærinde
at en lejekontrakt skulle stemples og jeg spørger så hvor stort mærket skulle være. Beløbet var afhængig af huslejens størrelse, men den gode kone havde opfattet det med størrelsen mere bogstaveligt,
og svarede :- ja, ca. godt og vel stort som et julemærke! Øh, bankeleven vidste selvfølgelig at formatet var den samme om så størrelsen var 50 øre eller 100 kroner, men størrelsen var altså ikke lig med
værdi.
Vi fandt dog ud af ved fælles hjælp, hvad sådan en huslejekontrakt skulle stemples med.
Som sagt var checken ikke brugt som almindeligt betalingsmiddel,
som det senere skulle blive. Det drejede sig om kontanter. Ak ja, dengang havde selv en 2-øre købekraft. 5 og 10 kronesedler var de sedler der var i omløb i stort tal. Der lærte jeg at rubbe neglene, for det skulle gå stærkt,
når der kom penge fra hovedkontoret i Ringsted. Alt blev eftertalt med det samme og når det var mønter det drejede om, kom de i sække i løst mål. De skulle tælles og puttes i små papirposer, f. eks. var 50
øre i poser med én-ører, 1 krone i to-ører og 2 kr. i fem - ører. Det skulle sandelig gøres med omhu og akkuratesse, thi der kom jo uanmeldt revision og jeg har set nidkære revisorer som har revet poser med én-
og to-ører itu, for ar kontrollere at kassereren ikke havde lavet svindel.
Dengang var der i øvrigt mangel på småpenge, specielt 2-kroner var en mangelvare. Det gav problemer, fordi løn
i reglen var ugeløn, som arbejdsgiver puttede i poser og det var kontanter, ikke noget med checks. Jeg kan ikke huske hvad en normal ugeløn var dengang. Det har sikkert ikke været så farlig meget. Som bankelev fik jeg 50 kroner om
måneden, hvoraf de 25 kr. gik til kost og logi til min mor. Men jeg havde et fritidsjob som opkræver for Glumsø Vandværk I/S. Det gav også lidt.
Der var en gruppe som fik løn halvårlig.
Det var karlene og pigerne på gårdene. 1. maj og 1. november var skiftedag. Det var den aller travleste tid i banken og byens forretninger. Forretningerne havde åbent til kl. 20.00 og jeg tror banken havde åbent til kl. 18.00. der var
virkelig gang i den, særlig 1. november, fordi sommerlønnen var meget større end vinterlønnen. Der skulle vi have rigelig med 500 kronesedler hjemme.
Der var ivrig trafik til og fra stationen.
Det var med hest og vogn. Det var ikke megen bagage , karle og piger var belemret med – en papkuffert og en kommode, det var alt. Men det gav god udskiftning i idrætsforeningen, at så mange skiftede plads.
Indkaldelse
til værnepligten falder i øvrigt også sammen med skiftedagen. Jeg mener heller ikke at ferie var noget som gjalt lærlinge og bønderkarle. Hvis det var, kan det ikke have været mange dage. Men vi var mange unge i Glumsø
dengang som havde lærepladser. Der var både teknisk skole og handelsskole. Det foregik selvfølgelig efter arbejdstid. Handelsskolen, hvor jeg gik, var over tre vintre og fire aftener om ugen. Bankbestyrer Nielsen var censor til eksamen.
Førstelærer E. Rasmussen fra kommuneskolen var forstander for handelsskolen.
Maj 1952 var jeg så udlært og kom ind som soldat. Det varede kun et år for mit vedkommende. Mange andre fik 18
måneders tjenestetid. Da jeg blev hjemsendt i 1953, kom jeg så til Ringsted, hvor jeg var et års tid. Derefter tilbage til Glumsø, indtil oktober 1954, hvor jeg kom til Banken for Sorø og Omegn.